Af Marius Sørensen
Det er som om, at musicalfilmen har fået en renæssance i de seneste par år. Efter succeser som La La Land (2016) og A Star is Born (2018), fornemmer man, at Hollywood er begyndt at varme stemmebåndene. I 2021 fik vi In The Heights og Steven Spielbergs version af klassikeren West Side Story, og alene inden for den sidste måned har musicals som Wonka (2023) og Mean Girls (2024) haft premiere. Seneste skud på stammen er nu Blitz Bazawules filmatisering af Alice Walkers roman, Farven Lilla.
Farven Lilla fortæller historien om pigen Celie (Fantasia Barrino), der vokser op i Georgia i starten af det 20. århundrede sammen med sin søster Nettie (Halle Bailey). Søstrenes far, Alonso, mishandler Celie og har gjort hende gravid med to børn, som han bortadopterer. En dag tvinger Alonso Celie til at gifte sig med den ubehagelige ’Mister.’ Celie splittes fra sin søster og må tilbringe et liv som ’Misters’ kone.
Farven Lilla er før blevet filmatiseret af Steven Spielberg i 1985 og blevet til en Broadway-musical produceret af Oprah Winfrey (der også er producent her). Det er utvivlsomt en stærk fortælling, der ikke har en udløbsdato. Her fortælles den, ligesom Broadway-produktionen, som musical.
Mange af – hvis ikke alle – filmens sange er flotte, velkoreograferede og catchy – og stemmerne hos skuespillerne, der synger, ligeledes kraftfulde og imponerende. Dog er filmens musical-aspekt samtidig én af dens svagheder. Især i filmens begyndelse fortælles meget af historien gennem musikken, og publikum gives kun få øjeblikke til at komme rigtig tæt på Celie og de andre karakterer. Forholdene imellem fortællingens personer opbygges for hurtigt og skelsættende begivenheder i deres liv nærmest skimmes henover.
Tag for eksempel faderen Alonsos beslutning om at gifte Celie væk. Han fortæller, at han ikke bryder sig om sin datter, og i næste scene er hun sendt væk. På samme måde føles scenen, hvor Celie skilles fra sin søster Nettie, også forhastet og for pludselig. Fortællingens grundsten bliver lagt for hastigt, og filmen virker i sin første del mere interesseret i hurtigst muligt, at nå frem til næste sangnummer, end i at fortælle en sammenhængende historie.
Det virker næsten som om, at filmen forsøger at løbe fra sin egen fortællings helt naturlige styrke, men heldigvis finder den i anden og tredje akt en bedre balance og omfavner dens emotionelle kerne. Der dvæles mere ved de stille øjeblikke, og vi knytter et tættere forhold til Celie og hendes veninder. Vi får mere sympati for deres situation. Som resultat får musical-numrene også større effekt.
Filmens cast leverer over hele linjen stærke præstationer. Både Taraji P. Henson og Danielle Brooks, der spiller kvinder, der igennem filmen bevæger sig ind og ud af Celies liv, gør det godt og tilføjer energi til filmen. Især Brooks er karismatisk og vidunderligt attitudefyldt som den stærke Sophia, der ikke lader sig kue af mændene omkring hende. Sophias entré i filmen er for pludselig og hendes forhold til sin mand, Harbo, for underudviklet, men Brooks’ tilstedeværelse løfter alligevel filmen en stor del.
Farven Lilla ender i sidste ende – på trods af bump på vejen – med at være en værdig og fin opdatering af Alice Walkers bog. At filmen fungerer nogenlunde som musical vidner om fortællingens tidløshed. En rørende historie om en kvindes liv i USA’s racistiske syd og om tidens gang.
Kommentarer